THE STORY OF A BUILDING:
VANDTÅRNET
Unik kunstnerisk oplevelse i Vandtårnet på Randersvej
Se det gamle vandtårn med nye øjne, når koncertforestillingen The Story of a Building: Vandtårnet undersøger Vandtårnet på Randersvejs historie og fysiske rumlighed igennem et æstetisk udtryk af musik, dans og installation.
The Story of a Building: Vandtårnet undersøger, hvad der sker, når man angriber
historiefortælling fra en kunstnerisk vinkel. Når nøgterne beskrivelser erstattes af
observationer og associationer med udgangspunkt i vandtårnets konkrete rumlige
udformning og mere end 100-årige historie.
Forestillingen bliver en tur opad gennem tårnet med stop i henholdsvis det nederste og øverste af Vandtårnets fantastiske runde rum. Historien kredser om tårnets udvikling fra fungerende vandtårn til at rumme uddannelsesinstitutionen Århus Akademi. Lyde af vand, papir og et gammelt digt skrevet til vandtårnet af skolebørn fra lokalområdet blandes med instrumenter, installation og dans. Sammen med Vandtårnets fantastiske arkitektur giver det mulighed for en unik oplevelse af dette fantastiske sted og den historie, der knytter sig hertil.
Og hvem ved om der måske sniger sig en lille smule kunstnerisk magi ind også?
Trapper snapper krudt og såler
Ir gi’r grønne spir
Vandtårnet vandes med månestråler
Duer kurrer til drenge og piger
The Story of a Building: Vandtårnet er skabt i et tværkunstnerisk samarbejde mellem musiker og komponist Gorm Askjær og danser Pernille Malou Konzack Sørensen. Værket er en del af projektet ’The Story of a Building’ – og tænkt som det første i en række af stedsspecifikke værker, der udnytter de særlige rumlige forhold ved den udvalgte bygning, samt inddrager fortællinger fra bygningens historie.
Koncerten arrangeres i et samarbejde mellem Lydhør På En Søndag, Aarhus Akademi, The Lake og AUT – Aarhus Unge Tonekunstnere.
Koncerten er støttet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, Dansk Musiker Forbund, Dansk Komponist Forenings Produktionspulje, KODA’s kulturelle midler og Musikpuljen i Aarhus Kommune.